<

Nyhedsbrev fra formanden 03-04-2018 - 09:54

Nye, spændende tiltag på vej. 

Kære medlemmer

 

Så blev det påske, og der har hersket en hyggelig ferie stemning på rideskolen. Der har været meget fredeligt, og folk har redet og slappet af i familiens skød for de flestes vedkommende. En enkelt benyttede påsken til, at blive gift i al hemmelighed med sin udkårne. Således hedder hun nu Fru Lene Christensen med Amour. Stort tillykke. 

 

ADE lige om hjørnet
Men nu er det altså snart slut altså med ferie, for lige rundt om hjørnet kommer Aalborg Dressage Event, med alt hvad det indebærer. Først og fremmest ser der herrens ud, gråt og trist, så hvis nogen ligger inde med en tryllestav, så er grønne blade på træerne førsteprioritet! Ja, og så lige et par andre småting, men det kan vi lige tale om.
 

Den 14. og den 21. april har vi arbejdsdage, hvor vi sætter skik på tingene, hvis det med tryllestaven skulle svipse. Vi starter kl. 9.00 med morgenmad i cafeteriaet. Der bliver bestilt blomster til potter, telte skal pyntes op, sekretariatet skal organiseres, cafeteriaet, ja det har Bente, Jane og Leif arbejdet på længe allerede med, at gøre klar til opgaven.

Hjælperlisterne er ude på FB, og kommer på hjemmesiden. Toget kører så spring på i farten…. 


Generalforsamling

I februar afholdt vi som bekendt generalforsamling. Jesper Holst Hansen trådte til som ordstyrer, da Janne Zeemann måtte melde afbud pga. sygdom. Undertegnede aflagde beretning, og herefter gennemgik Per Boe Larsen regnskab samt de kreditorer, som vi har afviklet gæld til i det forgangne år.

 

Der skulle være uddelt pokaler, men vi havde fået de forkerte med hjem. De rigtige er først dukket op nu og findes på kontoret, hvor de kan hentes på en onsdag. Der var valg til bestyrelsen, hvor Per Boe modtog genvalg til kassererposten. Louise Østgaard Larsen blev valgt til sekretær, efter Lone Majland, som var på valg. Vi har således en vakant plads på posten til formand for stævne udvalget, da Louise jo ikke kan beklæde to poster. Jeg håber meget, der er nogen der har lyst og interesse i dette arbejde, som vil træde til.
 

SAO holder skruen i vandet

Vi er godt på vej og på rette spor, takket være en stor aktivitet, men hvis vi skal til at udvikle tingene, skal vi fortsætte med at holde skruen i vandet og fanen højt. Med det mener jeg, det er så let at puste ud, og sige det var det, men det er det ikke, der er hele tiden ting der skal skiftes ud og repareres. Der skal findes midler til at udvikle tingene, derfor holder vi stævner og andre arrangementer, fokus på sponsorer, og dem som støtter klubben.
 

Det hele starter med de små der kommer på rideskolen. Til dem skal vi have flere heste, både på Annebergvej og på Finstrupgaard. Elevskolen er et vigtigt aktiv, det er her fremtidens pensionærer skal findes, om sådan ca. 30 år. For man må jo nok sige, at gennemsnitsalderen både på de fleste pensionærer, og elevhestene er temmelig høj lige pt. Kan jeg vist godt sige uden at fornærme nogen.
 

Lige nu arbejder vi på flere forskellige fronter med nogle nye tiltag til fordel for de pensionærer, der holdt Sportsrideklubben Aalborg oven vande, da det var nødvendigt. Men vi skal også tiltrække nye. Men som altid skal tingene kværnes gennem Pers store regnemaskine, før vi kommer med nogle forslag, og som vi gerne vil  drøfte på et opstaldermøde først. 

Nye ridehjelme

Men apropos nyt, så er der kommet 6 stk. nye låne ride hjelme alle godkendte VG1 certificerede og justerbare. De er til låns, hvis man rider på elevhold, eller i handicap afdelingen, indtil man har fødselsdag, og kan ønske sig sin egen.

 

Tillykke med eksamen til Rebecca

Rebecca afsluttede sit skoleophold med fine karakterer. Stort tillykke med en flot eksamen. Det lakker jo mod sommer, hvor hun skal til den afsluttende eksamen samt derefter ud og have et beriderjob et sted. Så til august kan vi byde en ny beriderelev velkommen, mere om hende senere, hvor jeg forhåbentlig også kan fortælle om den 3. Elev.

 

Elevskoleudvalg
Her på Finstrupgaard har vi også en udfordring, idet vi ikke har nogen til at overtage pladsen, som formand for elevskoleudvalget efter Lene Burgaard, som heldigvis fortsat sidder i udvalget som menigt medlem. For elevskole udvalget på Annebergvej blev Linda Jacobsen valgt ind i bestyrelsen efter Catja Vork trådte ud.


Må jeg opfordre kraftigt til, at nogen for en stærk lyst til at gå ind i det arbejde, henvend jer gerne til Lene, hun kan fortælle hvad det går ud på. Det er vigtigt vi har repræsentanter fra alle hjørner siddende i bestyrelsen. Vi skal udvikle, der skal komme ny inspiration, så vi med lidt held bliver klogere hele tiden.

 

Vel mødt til alle til vores arbejdsdage, og lad os få et brag af et stævne!

 

Lone Hecter

Formand

<