< Tilbage

Nyhedsbrev fra formanden - december 202030-11-2020 - 19:50

Status på SAO fra formanden med ønsket om en rigtig god jul og et godt nytår.

Så er det ved at være tiden, hvor vi skal ønske hinanden glædelig jul og godt nytår. Hvert år tænker man; det gør jeg i hvert fald - lad det blive et godt og fredeligt år, uden de store katastrofer rundt omkring lille mig. Det er den helt egoistiske version af mit nytårs ønske – og hvad sker der så??

 

Der sker altid noget på godt og ondt, men den her var der da vist ingen der så i krystalkuglen? En pandemi der trak spor fra Kina og verden over, og således også til Dall Villaby. Fra den ene dag til den anden kom meldinger fra Myndighederne, Dansk Rideforbund og kommunen, hele tiden nye restriktioner. Vi løste dem hen ad vejen uden de store sværdslag, og heldigvis skulle foråret vise sig fra´sin milde side, hvilket vi var glade for, nu vi skulle ride ude.

 

Meget er sket, og så længe forsamlingsforbudet var på 50 kunne vi fortsat lave arrangementer, også på forsvarligvis, men så kom corona tættere på og helt tæt på, tingene lukkede lige rundt om os, og vi skal vist være glade for det vi har, der fungerer.

 

Elevskolen kører super godt, vi er meget heldige med vores tre beriderelever, der er i front for den afdeling. Uden dem lod det sig ikke gøre. AK er tovholder på elevskoleafdelingen, og qua hende og elevudvalget afholdes forskellige arrangementer, det næste der er ret forestående er julearrangementet, der løber af stablen den 6. dec. Nærmere herom bliver meldt ud direkte til elevrytterne. Yderligere vil berider eleverne lave et sikkerhedskursus for eleverne i elevskolen, nærmere dato vil blive meldt ud senere. Jacqueline er ansvarlig for, at organisere springholdene om mandagen sammen med Christian Pedersen, der jo også uheldigvis var lukket inde i Sæby i 14 dage. Her fik AK chancen for undervise i hans fravær, meget godt for om lidt, så er hun den!

 

Økonomien

Og nu til noget helt andet. Det der med økonomien på en rideskole presser sig altid på. Vi skal have bestyrelsesmøde i nær fremtid, det har haltet med det, idet vi af gode grunde ikke kunnet gennemføre et sådant, da det meste af bestyrelsen har været på den forkerte side af nedlukningsgrænsen. Her midt i dec. gennemgår vi atter engang

posterne, men som jeg nævnte i sidste nyhedsbrev, så har vi sat penge til qua manglende indtægter på afholdelse af stævner og øvrige arrangementer, så alene på den baggrund er fokus på besparelser i driften. Foreløbig har vi gennemført en betydelig besparelse ved ikke at ansætte en fast staldmand, men klarer os med de kræfter vi har, ikke mindst qua Nikolai, der har taget ekstra opgaver.

 

Heldigvis er det faste personale i stand til at løfte opgaverne, og så får vi lidt hjælp Gaspar, der kommer på lejebasis, men klart det kommer til at kunne ses. Jeg havde drømt om en ny barriere, og var det blot materialerne, løste vi nok det, men den skal jo også sættes op! Morgenstalden klareres med lidt ekstra hjælp fra Nanna, som også giver wrap sammen med Sofie om eftermiddagen.

 

Jeg fik et forslag fra en opstalder om, at man kunne lave en besparelse ved at de selv påtog sig opgaven med wrap. Dog tror jeg, vi skal tænke på, at man derved ikke vil kunne give elevhestene wrap om eftermiddagen, som vi jo har indført i samarbejde med med dyrlæge Johanne Cæsar Juul, og derudover vil staldene ikke blive fejet om eftermiddagen, for der underviser eleverne.

 

Yderligere forsvinder all inklusive modellen, men intet er umuligt, vi skal bare lige have alting vendt, og så lige en gang til-altså vendt. Jeg tror, vi skal holde fast i, at man netop skal kunne være væk fra sin hest en dag, uden den mangler noget.

 

Vi kigger hele tiden på, om vi kan trimme økonomien, men det ville være suverænt det bedste, hvis vi kunne øge indtægterne med flere pensionærer.

 

Måske det forestående staldmøde kan bidrage med nogle gode ideer til det, det ville være dejligt.

 

Vagt i julen

Hvem der har vagt gennem juledagene og hen over nytåret er planlagt, og vil blive slået op på ”opstaldere og ansatte” med tlf. numre så ingen er i tvivl om, hvor man skal henvende sig, hvis elevhestene er taget til fodbold på dyrskuepladsen.

 

En julegave...

En dejlig ting der lander blødt i turbanen er, når der fra en uventet kant pludselig dumper 15.000 kr. ind ad døren før et springstævne, hvilket skete da Metropolerhverv gav et sponsorat til springmateriale. Hårdt tiltrængt og meget kærkomment, ja faktisk helt nødvendigt, hvis vi skal holde springstævner i fremtiden. Henrik Nørmøller, som jo er en del af bestyrelsen er blevet ponyfar, så nu har han sin skæve gang på stedet, og måske får datter og pony glæde af støtterne engang.. Vi er oprigtig glade for sponsoratet, og snart vil der hænge et skilt fra samme i forbindelse med yderligere sponsorat til klubben.

 

Desværre måtte aflyse Jyskmesterskab i springning fem minutter før 1. start sådan nærmest, og nu i den kommende weekend Jysk dressur. Vi arbejder på at få nye stævne datoer til de to stævner, som vi hurtigst muligt melder ud i takt med vi ser, hvilken vej det går med Corona i samfundet.

 

Nye tider

Og til noget helt tredje. Nye tider varsler nye håb, og en ny formand. Det er snart tid til generalforsamling, og jeg har besluttet, at det er på tide, at der skal nyt blod til.

 

Jeg har varetaget hvervet, med den tilgang, som jeg har til det meste. I am the nosy one, og derfor får man også mange opgaver, som jeg helst skal løse her og nu. Alene ud fra den betragtning, at jeg bliver ældre, og der er en latent risiko for jeg glemmer ting, og jeg kan ikke finde ro før opgaven er løst og…..så derfor! Da jeg begyndte i rideklubben for 34 år siden, who counts??? Havde jeg da aldrig drømt om, jeg skulle være en del af bestyrelsen i en af landets største rideklubber, sådan blev det og det har været fantastisk. Jeg har været stolt af klubbens bedrifter, og mit hjerte vil altid banke for SAO.

 

Jeg vil slutte mit brev med at ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Det er godt nok lidt tidligt, men i tilfælde af jeg glemmer det, så er det gjort, og jeg kan vinge den af.

 

God jul
Lone Hecter, formand

< Tilbage